Da investorerne meldte sig, var det tæt på at gå galt

Det begyndte godt, da Morten Hellesøe og spanske Alex Lopez startede Plytix i 2015, men det var tæt på at ende i en konkurs, da investorer fra venturefonde åndede dem i nakken for at se resultater hurtigst muligt.

Skrevet af Katrine Hjulmann

Udgivet 02.03.2021

Morten Hellesøe har en baggrund i Google, hvor han havde et godt job, han var glad for. Men han ville noget mere. Han havde brug for at mærke ansvar for sine egne beslutninger, frem for bare at falde ind i mængden i den store Google-maskine. Sammen med sin gode kollega Alex Lopez, forlod de to Google-koncernen, og startede iværksætterrejsen. Drømmen var at skabe deres eget analyseværktøj for små og mellemstore virksomheder. Det blev starten for Plytix.

Salg er som en prut

Morten Hellesøe og Alex Lopez fik tidligt i forløbet en investering fra en venturekapitalfond. Men venturefonden havde en klar agenda, og det var med Morten Hellesøes ord: - Vækst, vækst, vækst. Så hurtigt som muligt, skulle vi bare vækste. Der var dog ét problem. Plytix havde i startfasen ikke en ordentlig definition af, hvad deres produkt var. Og venturefonden pressede på for, at de alligevel hyrede en dyr salgsdirektør fra starten. - Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved nu, havde jeg sagt til dem, at det ikke giver mening. Den fejl ser jeg også rigtigt mange iværksættere begå, og det var tæt på at blive fatalt for os. Først da de to iværksættere indså, at produktet var det vigtigste at fokusere på som det første, begyndte de at slå igennem. - Jeg plejer at sige, at salg er ligesom en prut. Hvis du presser for hårdt, så bliver det bare lort. Det skal du virkelig ikke gøre! Så hvis du ikke kan sælge med én sælger, så er løsningen ikke at gå ud at hyre fire ekstra sælgere. Først når én sælger kan sælge, så kan du ansætte flere. I 2017 gik Plytix fra at være et rent analytisk værktøj til også at være et PIM-værktøj. PIM står for Product Information Management og hjælper virksomheder til at finde ud af, hvor godt deres produkter klare sig på tredjepartshjemmesider. Da Plytix fik PIM-delen integreret i deres virksomhedskoncept, begik Morten Hellesøe en ny fejl, han gerne havde været foruden. Han fik rejst penge på den oprindelige virksomhedsidé, som investorerne havde givet et klart udtryk for at være ligeglade med. - Vi var for venlige over for vores eksisterende investorer, og vi havde ikke lyst til at gå konkurs. Men når jeg kigger tilbage på det, kan jeg se, at vi blev alt for udvandet, da vi ikke lod det første projekt gå ned og så starte forfra.

Produktet først

Morten Hellesøe advarer imod, at man som ung iværksætter let kan blive forblændet, hvis man får tilbudt venturekapital fra supererfarne investorer, der i bund og grund kun går ind i projektet, for at det skal vækste hurtigst muligt. - Inden de ser sig om, har de brændt alle deres penge og smidt hele deres drøm over bord, advarer han. Hvis Morten Hellesøe skal give et godt råd til iværksættere, der overvejer at starte en virksomhed, er der ingen tvivl om - Product first! – Helt seriøst. Hvis du har det rigtige produkt, så sælger produktet sig selv. Hold dig det i mente, hvis du tager imod venturekapital. Det er simpelthen for dyrt ikke at fokusere på produktet. Plytix er i dag et veletableret firma med ca. 40 medarbejdere, der sidder i afdelinger i Danmark, Spanien og siden 2020, sidder der nu også medarbejdere i Denver, USA.