Forsikringsbetingelser

FlexBuy Technologies A/S. (herefter FlexBuy)
CVR-nr. 36030690
Albanigade 23A
5000 Odense C
+45 89 808 404
hej@flexbuy.dk

Forsikringen tilbydes i samarbejde med Gjensidige Forsikring

1. Forsikringens omfang

Forsikringen omfatter skade på eller tab af de i policen anførte objekter, opstået ved beskadigelse, ødelæggelse eller tyveri. 

Forsikringen kun dækker hvis udstyret kan fysisk returneres til Flexbuy Technologies A/S, medmindre der er tale om tyveri. 

2. Undtagelser

Forsikringen dækker ikke skade som følge af:

a. Slitage, gradvisforringelse, dårlig vedligeholdelse eller vejrligets indvirkning, herunder forvitring og farve- eller form- forandring,

b. mekaniske eller elektriske forstyrrelser

c. bearbejdning, reparation, rensning eller farvning

d. brækage af glas, porcelæn, keramik eller lign., med mindre skaden er sket under brand eller indbrud

e. tab, der skyldes forsæt eller grov uagtsomhed udvist af forsikringstageren, ægtefællen, disses børn eller de i hans tjeneste værende personer, eller som forvoldes under indflydelse af selvforskyldt beruselse eller en dertil svarende påvirkning af narkotika eller andre giftstoffer

f. driftstab eller anden indirekte følge af en skade

g. glemt udstyr i eksempelvis offentlig transport

h. tab, der opstår som en direkte eller indirekte følge af

  •  jordskælv, naturforstyrrelser krig, krigslignende aktioner i fredstid, oprør, borgerlige uroligheder, strejke, lock-out, arrest, beslaglæggelse eller anden foranstaltning af regering eller myndighed
  • udløsning af atomenergi eller bestråling fra radioaktivt brændstof eller affald.

3. Forsikredes pligter

Det er en betingelse for selskabets erstatningspligt, at de forsikrede genstande behandles og opbevares betryggende, og at den forsikrede i øvrigt udviser påpasselighed. Forsikringstageren skal straks underrette selskabet, når der sker ændringer i risikoforholdene.

4. Præmiebetaling

Første præmie forfalder til betaling ved forsikringens ikrafttræden, og senere præmier til de anførte forfaldsdage. Påkrav om betaling sendes til den af forsikringstageren opgivne betalingsadresse.

Betales præmien ikke efter første påkrav, sender selskabet en fornyet skriftlig påmindelse om præmiebetalingen til forsikringstageren på betalingsadressen.

En sådan påmindelse fremsendes tidligst 21 dage efter første påkrav. For så vidt betalingen ikke finder sted inden 8 dage efter påmindelsen, bortfalder selskabets erstatningspligt.

5. Opsigelse

Forsikringen kan såvel af forsikringstageren som af selskabet opsiges med 1 måneds varsel til enhver tid. Så længe forsikringen ikke er en del af en bruttolønsordning.

6. Forsikring andetsteds

Er det fastsat i anden forsikringsaftale, som dækker mod samme fare, at erstatningspligten falder bort eller indskrænkes, hvis forsikring er eller bliver tegnet andetsteds, gælder nærværende forsikring med samme forbehold.

7. Skadeanmeldelse og -opgørelse

I skadetilfælde skal forsikringstageren uopholdeligt gøre anmeldelse til selskabet.

For tyveri- og hærværksskaders vedkommende er selskabets erstatningspligt betinget af, at forsikringstageren senest 24 timer efter at have fået kendskab om skaden tillige gør anmeldelse derom til politiet.

Erstatningen opgøres på grundlag af genanskaffelsesprisen umiddelbart før en forsikringsbegivenheds indtræden med rimelige fradrag for alder, brug, mode, nedsat anvendelighed eller andre omstændigheder.

Såfremt et forsikret objekt består af to eller flere dele, ydes erstatning kun i forhold til værdien af den tabte eller beskadigede del.

8. Vurdering

Såvel forsikringstageren som selskabet er berettiget til at forlange skaden opgjort af upartiske vurderingsmænd, af hvilke forsikringstageren vælger den ene, medens selskabet vælger den anden.

Vurderingsmændene vælger inden forretningens foretagelse en opmand, som i tilfælde af uoverensstemmelse mellem vurderingsmændene træder til og inden for grænserne af uoverensstemmelserne træffer afgørelse om de punkter, om hvilke der måtte være uenighed.

Kan vurderingsmændene ikke enes om valg af opmand, udpeges denne af præsidenten for Sø- og Handelsretten.

Hver af parterne betaler den af ham valgte vurderingsmand, medens udgifterne til opmand deles lige mellem parterne.