Medarbejderglæde med mange former

Hvad tiltrækker medarbejdere og skaber medarbejderglæde? Det er der næsten lige så mange svar på, som der er virksomheder. For dine medarbejdere er selvstændige mennesker med vidt forskellige ønsker og behov. Så svaret må være, at der ikke er noget endegyldigt rigtigt svar. Men her kan du måske hente lidt inspiration.

Skrevet af Katrine Hjulmann

Udgivet 28.07.2021

Vores snakke med flere forskellige virksomhedsejere har givet os en spændende indsigt i, hvordan de hver især er startet, og hvordan de har opbygget deres virksomhed. Her giver tre vidt forskellige virksomhedsstiftere og -direktører deres bud på, hvordan man bedst tiltrækker dygtige medarbejdere, og hvad medarbejderne får glæde af ved at arbejde i de forskellige virksomheder. For at sikre sig at medarbejderne er glade, er det for det første vigtigt at vide, hvilken kultur man ønsker, arbejdspladsen skal have. - Kultur er lige så vigtigt som dit produkt. Et rigtig godt produkt tiltrækker kunder af sig selv, og den rigtige virksomhedskultur tiltrækker medarbejdere, fortæller Morten Hellesøe, stifter af virksomheden Plytix, der udvikler PIM-løsninger for virksomheder. For Meneto-stifteren Martin Hegelund har arbejdspladskulturen også en høj prioritet. - Vi prøver at skabe en kultur, hvor medarbejderne ejer kulturen. I stedet for at vi kommer og siger, ”det her er vores kultur og værdier, det her er den måde vi har fredagsbar på,” så har vi lavet en personaleforening. Der sidder nogle dygtige folk, som engagerer sig i at drive kulturen i virksomheden og drive aktiviteter. Jeg tror på, at den slags kommer meget bedre fra fællesskabet, end at det er et eller andet fra en HR-afdeling, der mases ned over organisationen.

Fri- og feriedage

Hos det digitale udviklingsbureau Abtion foregår tingene lidt anderledes. Da de har en alternativ arbejdsuge end de fleste, har de fokuseret på et godt udviklingsmiljø. Læs mere her - Nogen vil måske sige, det er mindre attraktivt, fordi fleksibiliteten er mindre nu, men til gengæld har medarbejderne fri om fredagen. De fleste vil dog helst have fri om fredagen, og så mindre fleksibilitet de andre dage, har direktøren Andreas Bødker erfaret. I Plytix arbejdes der fem dage om ugen, men til gengæld har de ikke nogen regler om, hvor mange feriedage, medarbejderne må tage. - Du kan tage lige så mange feriedage, du vil have, betalt af arbejdet, så længe du når det, du skal på arbejdet. Det giver rigtig meget frihed til vores medarbejdere, men vi forventer også resultater, siger Plytix-direktøren. Martin Hegelund forklarer, at Menetos placering centralt i København, gør at det er et attraktivt sted at søge hen for nye medarbejdere, og at det har en stor værdi for dem, der allerede arbejder der. - Vi sidder på Vesterbrogade 1. Når du især prøver at opbygge et internationalt arbejdsmiljø, så er det essentielt, at du virkelig investerer i placeringen. Men det behøver ikke altid koste noget at skabe medarbejderglæde. Det er nemlig også vigtigt, at man fejrer, når noget er gået godt, mener Andreas Bødker. - Med en fejring mener jeg, at man lige mentalt anerkender, at man har en succes. Når jeg siger fejrer, så er det, at man bare lige stopper op i to sekunder og nyde øjeblikket. Bare lige reflektere over, at det faktisk også går godt.